Audi F1 kommenterer på 2026 line-up efter rygter om Mick Schumacher

Foto: Clive Mason - Formula 1/Formula 1 via Getty Images

Den administrerende direktør for Audi Formula Racing GmbH har sagt, at rekruttering af kørere vil ske ud fra evner frem for nationalitet, efter holdet er blevet kædet sammen med Mick Schumacher.

Der er fortsat tre år til Audis debut i Formel 1, men det forhindrer ikke folk i at spekulere i, hvem der kommer til at sidde bag rattet, når de to første Audi-biler sendes på banen.

Som det ofte er tilfældet, når et nyt hold bliver en del af Formel 1, så er det nærliggende at tænke, at en kører fra deres hjemland kan få et sæde, og derfor er Mick Schumacher blevet sat i forbindelse med Audi.

Den unge tysker, der i dag er reservekører for Mercedes, har tidligere været kører for Haas i to år, inden han blev afløst af Nico Hülkenberg.

Ifølge Planet F1 er Schumacher en af kandidaterne, men Audi-direktør Markus Duesmann har gjort det klart, at der ikke har været ‘konkrete samtaler’ med den 24-årige kører.

“Vi taler i øjeblikket med mange beslutningstagere, kørere og teamchefer. Der har ikke været nogen konkrete drøftelser med Mick Schumacher om en aftale,” sagde Duesmann til Der Spiegel.

“Selvfølgelig interesserer tyske kørere os lige så meget, som de interesserer toppen af moderselskabet, men det er ikke et krav for os.”

Adam Baker, der er administrerende direktør for Audi Formula Racing GmbH, talte i lignende vendinger, da han slog fast, at det var vigtigere at have en dygtig kører fremfor en kører fra hjemlandet.

“Da det første løb er tre år væk, er det for tidligt at tale seriøst om kørere. Men interessen for det emne er der åbenbart,” sagde han til Planet F1.

“Men enhver beslutning, der bliver truffet med hensyn til racerkørere, vil primært blive truffet baseret på præstationer. Det er den højeste prioritet.”

mandag 29. januar 2024

fredag 19. januar 2024

torsdag 18. januar 2024