afbrudt kamp

Bizarre scener: Spillere bombet med snebolde

Fodbolddec. 01 2023, 11:04
En Conference League-kamp måtte afbrydes af en besynderlig årsag. Pludselig blev en spiller bombet med snebolde.
Gennem tiderne har der været mange grunde til, hvorfor en dommer har været nødt til at afbryde en fodboldkamp. I moderne fodbold har der været problemer med pyroteknik, ølkast og meget andet.
Derfor er dommerne også vant til lidt af hvert. Alligevel fik kampens dommer sig sandsynligvis lidt af en overraskelse i Conference League-kampen mellem HJK Helsinki og Aberdeen.
Her var han nemlig nødt til at afbryde kampen af en meget besynderlig årsag. I starten af anden halvleg blev HJK Helsinki-keeperen Niki Maenpan pludselig bombet med snebolde, hvilket naturligvis var et forsøg på at forstyrre ham.
En gruppe af de medrejsende fans besluttede sig for, at det var en god idé at blande sig i kampen på denne måde. Måske virkede det som en god idé i øjeblikket, men det stod hurtigt klart, at dommeren ikke ville lade det stå til.
Det fik ham til at blæse i fløjten og afbryde kampen for en stund. Dernæst fik en stadionspeaker til opgave at forklare Aberdeen-fansene, at de skulle stoppe omgående.
I denne forbindelse blev det også meddelt, at kampen kunne blive aflyst helt, hvis de ikke stoppede. Og tilsyneladende fungerede dette, for i resten af kampen kunne Niki Maenpan være i fred.
Det var dog ikke den eneste gang, hvor man var nødt til at afbryde kampen for en stund. På et andet tidspunkt måtte man afbryde kampen i ti minutter, fordi der var for meget sne på banen. Derfor måtte man have en sneplov ind, for at fjerne det.
I sidste ende blev kampen dog spillet færdig, og endte 2-2.
Mest læste