Carlos Alcaraz er videre i Wimbledon med stil

Foto: Shi Tang/Getty Images

Carlos Alcaraz har igen bevist, at han er en af verdens bedste tennisspillere, da han er kommet godt fra start i Wimbledon.

Spanske Carlos Alcaraz fik tirsdag en flyvende start på dette års Wimbledon, da han vandt sin første kamp. Det samme var tilfældet for Elena Rybakina, der først kom bagud, men endte med at få kampen vendt.

På en dag, hvor regnen ikke ville stoppe over All England Club, var der ikke meget tennis på yderbanerne. Det var der til gengæld på Court One og Centre Court, hvor det er muligt at køre tag over banerne.

Blandt andet var mange tilskuere dukket op for at se Carlos Alcaraz, der formåede at vinde første sæt over Jeremy Chardy på blot 22 minutter. Derefter formåede han også at bryde to gange i næste sæt.

Forud for Wimbledon havde Chardy meldt ud, at det ville blive hans sidste turnering. Derfor forsøgte han også at forlade stedet med manér, hvorfor han skruede op for intensiteten i tredje sæt.

Franskmanden havde nemlig succes med at få et break, så han fik bragt sig i front med 4-2 i tredje sæt. Alcaraz var dog hurtig til at slå tilbage, og han vandt derfor kampen med cifrene 6-0, 6-2 og 7-5.

“Jeg kan godt lide at spille disse kampe, og jeg er virkelig glad for at have spillet på et fantastisk niveau. Det gjorde vi begge i tredje sæt,” sagde den spanske stjerne ifølge AFP.

“Jeg er virkelig glad for at gå videre fra første runde.”

Selvom der var masser af tennis på banen, var det ikke det eneste, der fik fokus. Da Roger Federer dukkede op på tilskuerpladserne, fik han et stående bifald af de mange tilskuere.

Han var dukket op for at se Rybakina, der vandt over amerikanske Shelby Rogers med cifrene 4-6, 6-1, og 6-2.

“Det var virkelig hårdt for mig i dag. Jeg var ret nervøs, og jeg kan ikke engang skjule det,” sagde Rybakina efter kampen.

mandag 29. januar 2024

fredag 19. januar 2024

torsdag 18. januar 2024