Christian Horner uimponeret af Mercedes-forbedringer: Vi er stadig 23 sekunder foran

Foto: Dan Istitene/Getty Images

Red Bull-boss Christian Horner er ikke imponeret over Mercedes’ seneste opgraderinger, da de stadig ikke kan hamle op med rivalerne.

Christian Horner mener ganske vist, at Mercedes har taget ‘store’ skridt fremad med deres seneste opgraderinger. Alligevel er han ikke i tvivl om, at Red Bull kan afværge enhver trussel i resten af sæsonen.

Max Verstappen var igen først over målstregen i Spaniens Grand Prix. Her vandt han på overbevisende vis, og har nu forøget sit forspring i mesterskabet til 53 point.

Mercedes viste også stor fremgang, da Lewis Hamilton og George Russell tog hhv. anden- og tredjepladsen. Løbet i Barcelona var det første med de nye opgraderinger, der ikke var på en gadebane.

Deres opgraderinger viste sig at være nok til, at Hamilton og Russell kunne holde Sergio Perez fra at få en plads på podiet.

Men da Christian Horner af Sky Sports blev spurgt om, hvorvidt han frygter Mercedes’ forbedrede præstation, var han helt rolig.

“De var stadig 23 sekunder bagefter i slutningen af løbet,” sagde han.

“De har taget et godt skridt, men vi har nogle ting på vej. De har haft en stor opgradering. Vi har et par stykker senere på sæsonen.”

“Men det er helt sikkert et stort skridt. De er et kvalitetshold, og de kommer til at sætte os under pres i anden halvdel af året.”

Derudover sendte han også en stikpille i retning af Ferrari, som ikke havde det løb, de havde håbet på i Spanien. Det var især tilfældet for Charles Leclerc.

“Ferrari havde ikke farten, som vi troede, at de ville have. Så formen bag os ser ud til at bevæge sig ret meget for tiden,” sagde han, og fortsatte:

“Så det er svært at forudsige, hvem der vil være hvor ved de forskellige grandprixer.”

mandag 29. januar 2024

fredag 19. januar 2024

torsdag 18. januar 2024