Brian Holm har aldrig været typen, der pakker tingene ind, og i den seneste episode af podcasten Café Eddy leverede den tidligere cykelsportsdirektør endnu en kontant opsang.
Denne gang rettet mod det, han ser som en bekymrende tendens i moderne cykling: rytterne, ikke sportsdirektørerne, bestemmer, hvornår der køres.
Anledningen var en annulleret etape i
Tyrkiet Rundt, hvor dårlige vejrforhold og glatte veje førte til, at rytterne nægtede at køre.
For Holm var det dråben.
- Rytterne skal slet ikke bestemme noget som helst selv, tordnede han.
- Der skal sidde en sportsdirektør, og så skal rytterne fandengaleme gøre, hvad sportsdirektøren siger.
Altødelæggende tendens
I hans øjne har sportsdirektørerne mistet autoriteten, og rytterne har fået for stor magt.
Det er ikke første gang, Holm problematiserer rytternes stigende indflydelse, men tonen denne gang er særligt skarp.
Han advarer direkte mod, at denne udvikling kan være "altødelæggende for cykelsporten."
Ifølge Holm er der en stigende tendens til, at ryttere trækker sig af taktiske årsager – eksempelvis hvis de ikke er komfortable i regn, har dårlige ben, eller hvis det gavner dem i klassementet at aflyse en etape.
En del af problematikken, mener Holm, er også den økonomiske ulighed.
- Rytterne tjener halvtreds gange mere end sportsdirektørerne. De er blevet nogle store kanoner, lyder det.
Det skaber en ulige magtdynamik, hvor ledelsen i sportsvognen ikke længere tør gå op imod stjernerne på sadlen.
"Det er deres levebrød"
Sportsdirektør
Christian Andersen fra Uno-X, der selv var til stede under den omdiskuterede etape i Tyrkiet, delte i et interview med Feltet.dk sin ambivalente holdning.
Han erkender, at etapen nok burde være gennemført, men forstår samtidig rytternes bekymringer.
- De er jo bange for styrt, når vejene er glatte. Det er deres levebrød, sagde han.
Andersen påpegede også, at beslutningen blev truffet efter erfaringerne fra dagen før, hvor forholdene reelt var farlige.
Diskussionen afslører et spændingsfelt mellem sikkerhed og sportens traditionelle hierarkier. På den ene side står ønsket om at beskytte rytternes helbred – i en sport, hvor fald og alvorlige skader er et evigt vilkår.
På den anden side står ønsket om at bevare autoriteten og integriteten i sporten.