Danskerholdet Heroic blev slået i IEM Rio-finalen

Foto: Presse/Heroic

Heroic kæmpede sig til en plads i finalen i IEM Rio, hvor de endte med at tabe til Vitality.

Søndag aften tørnede Heroic og Vitality sammen i finalen i IEM Rio, hvor sidstnævnte, som råder over danske Emil ‘Magisk’ Reif og Peter ‘dupreeh’ Rasmussen, endte med at trække det længste strå.

Derfor blev det ikke i denne omgang, at Heroic kunne lade sig kåre som vindere af IEM Rio. Vinderholdet vandt ikke blot æren, men også 676.000 kroner i præmiepenge.

Ifølge Ekstra Bladet var det den tredje ud af de seneste fire finaler, Heroic har været i, hvor de har tabt.

Det var en hård og sej vej til finalen for Heroic, da de fredag vandt over FURIA, inden de lørdag tog imod ukrainske NAVI i semifinalen. Her viste danskerholdet sig fra sin bedste side, og formåede derfor at sikre sig en plads i finalen.

I finalen var det især danske Emil ‘Magisk’ Reif, der fik sat en stopper for Heroics drøm om at vinde, da han stod for at lave flest kills på første bane. Dermed banede han også vejen for at sikre den samlede sejr på anden bane.

Efter finalen fik Vitality endnu en grund til at smile, da holdets største stjerne, franske Mathieu ‘ZywOo’ Herbaut, blev kåret som turneringen bedste spiller. Det har han prøvet før, da det nu er 14. gang, at han har kunnet lade sig kåre som dette.

Nu kan både Heroic og Vitality se frem til en lille pause, inden det er tid til at skyde gang i den næste store turnering i CS:GO, da der i maj skal spilles Major i Paris, som er den sidste Major, der spilles, inden der skiftes til Counter-Strike 2.

mandag 29. januar 2024

fredag 19. januar 2024

torsdag 18. januar 2024