‘Det ligner noget forurening’: Visma-chef reagerer på dopingsag

Foto: Richard Plugge med Jonas Vingegaard og Sepp Kuss / Getty Images

Det er ikke meget, som Visma – Lease a Bike har meldt ud om Michael Hessmann, der er blevet indblandet i en sag om doping.

Visma-boss Richard Plugge har endelig valgt at åbne en smule op for sagen med Michael Hessmann.

Han fortæller, at det hele tyder på, at den tysker rytter er blevet testet positiv på grund af forurening

Det fortæller Richard Plugge i podcasten ‘RadioCycling’ ifølge WielerFlits.

“Det ligner noget forurening, men jeg er ikke sikker. Vi er nødt til at vente på de officielle resultater fra NADA (National Anti Doping Agency, red.),” siger Plugge.

Det er dog meget vigtigt at slå fast, at sagen endnu ikke er afgjort.

Det er i sidste ende ikke op til Richard Plugge, men derimod myndighederne at afgøre, hvorvidt der er tale om forurening.

Når der er tale om doping, kan forurening ske på flere måder. Det kan f.eks. være i form af, at rytteren har indtaget et kosttilskud, der har været forurenet med et forbudt stof.

Hvis det viser sig at være tilfældet, så er det op til rytteren at bevise, at det ulovlige stof er indtaget som følge af forurening.

Det er en proces, der tager noget tid, siger Richard Plugge.

“Det kan også tage noget tid, for så skal han forsvare sig. Jeg læste noget om en belgisk rytter (Shari Bossuyt, red.). Der kan gå lang tid, før der er en endelig dom,” siger Richard Plugge, og fortsætter:

“På den ene side forstår jeg det, for man skal være meget omhyggelig og grundig i det, man laver. Men det er frustrerende og svært at håndtere, hvis man er en ung rytter, der gerne vil køre løb.”

Tilbage i juni testede Hessmann positiv i både sin A- og B-prøve.

Konkret var der tale om det vanddrivende middel, der bliver betragtet som et sløringsstof. Det skyldes, at det kan bruges til at få andre stoffer ud af systemet.

mandag 29. januar 2024

fredag 19. januar 2024

torsdag 18. januar 2024