Ferrari-boss om bunden på Red Bull: ‘Det er umuligt’

Foto: Qian Jun/MB Media/Getty Images

Gulvet på Sergio Perez’ Red Bull-racer blev afsløret i Monaco. Alligevel vil det være tæt på umuligt at kopiere designet, lyder det fra Frederic Vasseur.

Ferrari-chef Frederic Vasseur har sagt, at det er ‘umuligt’ at kopiere gulvet på Sergio Perez’ Red Bull-racer. Flere har ellers peget på, at det ville være en oplagt mulighed for at lukke hullet op til Red Bull i front.

Da Sergio Perez sendte sin bil ind i barrieren i Monacos Grand Prix, måtte den løftes væk fra banen af en kran.

Det betød ikke blot, at der ikke kunne køres på banen i denne periode. Det førte også til, at designet på gulvet på bilen blev vist frem for hele verden.

Det er noget, der har været et stort fokus på i de seneste dage. Det skyldes, at det menes, at gulvet har haft stor betydning for Red Bulls succes i denne sæson.

Derfor har det været nærliggende at tro, at de øvrige hold i feltet vil bruge billederne til at kopiere deres design.

Nu har Ferrari-boss Frederic Vasseur dog slået fast, at det ikke vil være en nem opgave. Man skal derfor ikke forvente, at de øvrige hold pludselig har et gulv, der er helt identisk med Red Bull-bilens.

“Jeg tror, at vi alle har en masse billeder af de andre biler,” sagde Vasseur ifølge RacingNews365.com.

“Men det er ret svært eller endda umuligt at prøve at kopiere noget, fordi det mere er et globalt koncept. Man kan ikke kopiere kun en del af bilen.”

Red Bull har dog fået stor ros for deres design, hvorfor det er svært at tro, at de øvrige hold ikke vil finde inspiration i det.

mandag 29. januar 2024

fredag 19. januar 2024

torsdag 18. januar 2024