shutterstock 2341177009 1

Formel 1 afviser Alpines ønske om at forstærke motoren

Formel 1okt. 18 2023, 11:20
Alpine har fået afvist deres ønske om at kunne forstærke motoren, hvorfor de må vente til 2026.
Formel 1 har besluttet at blokere for en ansøgning om en særlig tilladelse fra Alpine, som ønsker at forbedre sin Renault-motor.
Tilbage i juli meddelte Alpine, at de ønskede at få lov til at forbedre deres motor med henblik på at øge ydeevnen. Det skyldes, at de var kommet frem til, at deres motor leverede 30 hestekræfter færre end rivalernes.
Ifølge mediet Auto Motor und Sport får de dog ikke lov til dette, da deres ansøgning er blevet afvist.
Forud for afvisningen ligger en analyse, der er blevet foretaget af FIA. De har derfor taget et kig på Alpines situation, og har analyseret relevant data fra motoren. I denne forbindelse er de kommet frem til, at de faktisk kun mangler 15-20 hestekræfter ift. Honda, Mercedes og Ferrari.
"Alpine må leve med deres underskud af hestekræfter indtil 2026," lyder det fra korrespondent Michael Schmidt.
Renault er endt i denne situation med deres motor, fordi de har haft mere fokus på pålidelighed, end de har haft på ydeevne. Det har resulteret i, at de er kommet bagud på dette punkt i forhold til de øvrige producenter.
"Renault havde ingen pålidelighedsproblemer, der ville have åbnet døren for en korrektion. Det var vandpumpen, der hovedsagelig gik i stykker, og der er ingen ydelse at finde der," sagde Schmidt.
Selvom Alpine naturligvis havde håbet på et andet udfald, har de besluttet sig for at acceptere FIA's beslutning om at afvise ansøgningen.
"Vores prioritet er at udvikle 2026-motoren," lyder det fra den midlertidige teamchef Bruno Famin.
Til næste år er deres fokus at skabe et nyt chassis og en forbedret gearkasse. Ifølge Schmidt vil de arbejde på at skabe 'mere plads under bilen for at generere downforce'.
Mest læste