Formel 1’s mest prestigefyldte løb risikere at få slukket strømmen

Foto: Michael Regan/Getty Images

Det prestigefyldte Formel 1-løb i Monaco risikerer at stå uden strøm som følge af protesterne mod pensionsreformen i Frankrig.

Den store utilfredshed med, at præsident Emmanuel Macron har hævet pensionsalderen fra 62 til 64 år, har resulteret i store protester i Frankrig – og forhandlinger mellem fagforeninger og premierminister Élisabeth Borne har ikke hjulpet.

Store strejker har også ramt Frankrig, hvilket har haft indflydelse på skoler, transport, raffinaderier mv. Og Sophie Binet, der er leder af fagforeningen CGT, har opfordret til yderligere handlinger.

“Vi er nødt til at fortsætte indtil det sidste, og indtil regeringen forstår, at der ikke er nogen anden udvej, end at trække denne reform tilbage,” sagde hun.

“Vi kan ikke gå videre til andre ting, før denne reform er blevet ophævet.”

I denne weekend offentliggjorde fagforeningen CGT Energy en plan for ‘100 dage med handling og vrede’, hvor de blandt andet har målrettet profilerede begivenheder såsom Formel 1-løbet i Monaco.

“Macron har lovet os 100 dage som formildende omstændigheder. Vi lover ham 100 dage med handling og vrede. Tiden er ikke til at trække sig,” lød det fra fagforeningen i en pressemeddelelse ifølge Agence France-Presse.

Efter sigende er der planer om at fortsætte med deres såkaldte ‘energiforstyrrelser’, hvor de vil målrette sig steder, hvor Macron selv befinder sig.

“Cannes Film Festival, Monaco Grand Prix, Roland-Garros-turneringen, Avignon-festivalen kan ende med at blive mørklagt. Vi nægter at give op,” lød det også i pressemeddelelsen.

Formålet med disse afbrydelser er, at de vil blive brugt til at få godkendt ‘alle vores krav’, lød det fra fagforeningen.

I og med, at Macron skrev under på reformen, som kommer til at hæve pensionsalderen til 64 år i sidste uge, forventes det, at både demonstrationer og andre tiltag kommer til at eskalere.

Ifølge PlanetF1.com er der dog generatorer på plads ved løbet i Monaco, hvorfor en strømafbrydelse derfor ikke vil have den store indflydelse på afviklingen af løbet.

mandag 29. januar 2024

fredag 19. januar 2024

torsdag 18. januar 2024