Gene Haas: ‘Jeg kom ikke med i F1 for at sælge’

Foto: Song Haiyuan/MB Media/Getty Images

På det seneste har der været rygter om, at Formel 1-holdet Haas kan blive solgt.

Det har nu fået holdejer Gene Haas til at reagere.

Gene Haas har slået fast, at han ikke har planer om at sælge sit Formel 1-hold.

Han gør det klart, at han har valgt at involvere sig i Formel 1 for at ‘køre racerløb og være konkurrencedygtig’.

De mange rygter om et salg skyldes primært, at Andretti forsøger at gøre sit indtog i Formel 1.

Hidtil har det vist sig at være svært, da de andre hold ikke ønsker et 11. hold i feltet.

Derfor har flere medier skrevet, at et køb af Haas kunne være Andrettis vej ind i Formel 1. Men nu har Gene Haas afvist rygterne om, at et salg skulle være undervejs.

“Jeg kom ikke ind i F1 for at sælge holdet,” siger han til Haas’ officielle hjemmeside.

“Jeg gjorde det, fordi jeg vil køre race. Günther havde samme syn på det. Vi er her ikke for at udbetale penge. Vi vil gerne køre racerløb og være konkurrencedygtige.”

“Hvis man ser på ethvert hold, så har de historisk set haft mange gode år og mange dårlige år. At overleve er et af kendetegnene ved at blive bedre.”

“Så længe du kan overleve, har du altid endnu et år til at bevise din værdighed. Dette er en stor forandring. At miste Günther vil få holdet til at fokusere på andre aspekter. Vi vil forhåbentlig komme bedre ud af det.”

Derfor er der ikke noget, der tyder på, at Haas bliver solgt. Om et stort nok bud kan få Gene Haas til at ændre mening, er dog svært at sige. Alle ti hold er nemlig steget rigtig meget i værdi de seneste år.

mandag 29. januar 2024

fredag 19. januar 2024

torsdag 18. januar 2024