Haas-teamchef forventer ikke at ny VF-24-bil kan følge med rivalerne

Foto: Dan Istitene/Getty Images

Haas-teamchef Ayao Komatsu har lagt en dæmper på forventningerne til den kommende sæson.

I 2023 havde Haas meget svært ved at få det maksimale ud af deres VF-23. De havde især problemer med at få dækkene til at holde i løbene. De var ofte hurtige i kvalifikationen, men over en længere distance, havde de store problemer.

Selvom der er lang vej igen, så har Ayao Komatsu udtrykt en vis optimisme omkring de fremskridt, som holdet har gjort. Dog har han slået fast, at folk ikke bør forvente at se et dramatisk fremskridt i præstationen med det samme.

Han har erkendt, at deres sløve start med hensyn til udviklingen af deres 2024-bil, vil have sine begrænsninger. Derfor får holdet brug for mere tid til at integrere det nye koncept og lave nødvendige justeringer.

“2024-bilen er et klart skridt fremad. Men om det er godt nok mod konkurrenterne at starte med? Det tror jeg ikke på, fordi vi startede så sent,” sagde han ifølge F1i.

“Vi ændrede konceptet så sent, og ved faktisk at lave Austin-opdateringen omdirigerede vi også vores ressourcer en lille smule. Så jeg er realistisk med hensyn til den bil, vi sætter ud i Bahrain, men ikke på en negativ måde.”

I modsætning til sidste år, så ønsker Komatsu at introducere en række opdateringer i løbet af året.

“Det er ikke vores ingeniørers skyld. De er gode mennesker,” tilføjede han.

“For mig ville nøglen være, at uanset hvilken bil vi sætter ud i Bahrain, uanset hvilke problemer vi ser, så prøver vi at forstå det og derefter bevæge os videre fra det punkt som et hold. I stedet for at have mulige problemer med mangel på sammenhæng mellem visse afdelinger.”

“Vi er et lille hold, så vi kan ikke have disse interne problemer. Vi er nødt til at bevæge os sammen, ellers har vi ikke en chance.”

mandag 29. januar 2024

fredag 19. januar 2024

torsdag 18. januar 2024