Henrik Møllgaard om svært dilemma: ‘Jeg blev nødt til at optræde’

Foto: Nikola Krstic/MB Media/Getty Images

Det kom som et stort chok for dansk håndbold, da det blev meldt ud, men Henrik Møllgaard var nødt til at fortsætte.

Da det blev meldt ud, at Mikkel Hansen var blevet sygemeldt med symptomer på stress, kom det som et chok for dansk håndbold. Der gik næsten et halvt år, inden han igen var at finde på håndboldbanen.

Det var naturligvis en svær periode for Mikkel Hansen, men det var det også for hans holdkammerater i Aalborg Håndbold.

Særligt hårdt var det for Henrik Møllgaard, som gennem flere år har været gode venner med Mikkel Hansen. I TV 2 Nord-programmet ‘Tredje Halvleg’ fortæller han nu om, at han blev meget påvirket af holdkammeratens situation.

I programmet fortæller han også, at han faktisk vidste mere om hans tilstand, en der blev meldt ud. Men i respekt for deres venskab, besluttede han sig for at holde det hemmeligt.

“Vi ville jo gerne fortælle noget, men hvor meget vidste vi egentlig også? Jeg synes, det var svært at være ven i. Det bliver selvfølgelig trukket med ind, når folk spørger. Så står jeg og bliver nødt til at optræde,” siger Henrik Møllgaard til TV 2 Nord.

I oktober vendte Mikkel Hansen retur til det danske landshold, men inden da afslørede han, at han faktisk overvejede at indstille sin karriere. Det gjorde han i et interview med B.T.

“Når man går ind i sådan et sygdomsforløb, tænker man over, om det er det rigtige, man laver. Naturligvis har jeg tænkt over, om jeg skulle spille igen. Og om det gav mening at komme tilbage. Men det synes jeg, det gjorde,” sagde han dengang.

mandag 29. januar 2024

fredag 19. januar 2024

torsdag 18. januar 2024