gettyimages 1493442586

Hitech bekræfter bud på at blive en del af Formel 1-feltet i 2026

Formel 1jun. 27 2023, 9:06
Det britiske hold Hitech har officielt bekræftet, at de har indgivet en ansøgning om at blive optaget i Formel 1-feltet i 2026.
Silverstone-holdet er i forvejen repræsenteret i både Formel 2, Formel 3 og Formel 4. Nu har de også planer om at blive en del af feltet i Formel 1.
Mandag offentliggjorde deres moderselskab Hitech Global Holdings Limited, at de har solgt en ejerandel på 25%. Køberen er den kasakhiske forretningsmand Vladimir Kim.
Kim har tjent sine penge i mine-, bank- og luftfartssektoren. Blandt andet driver han KAZ Minerals Group, der arbejder med at udvinde og forarbejde kobbermalm. Det er en af de ti største producenter af kobber i verden.
Hitech-direktør Oliver Oakes udtaler, at de er glade for at have Vladimir Kim med på holdet.
"Jeg er glad for at byde Vladimir Kim velkommen til Hitech-gruppen. Under vores forhandlinger, fandt vi mange naturlige synergier. Og jeg ved, at hans støtte vil være uvurderlig, når vi forsøger at bygge videre på Hitechs succes og arbejde hen imod vores bredere ambitioner i de kommende år," sagde han.
Investeringen kommer på et tidspunkt, hvor Hitech håber at kunne få godkendt en ansøgning til Formel 1. De har bekræftet, at de har indsendt en ansøgning om at blive optaget i feltet fra 2026.
I pressemeddelelsen om den nye investering, skriver Hitech, at de har 'alle de rigtige mennesker, erfaring og ressourcer til at konkurrere med de bedste hold i verden'.
FIA vurderer for tiden ansøgninger fra flere interesserede aktører. Andretti har blandt andet sendt en ansøgning i fællesskab med Cadillac, mens tidligere BAR-chef Craig Pollock også har planer om at ansøge.
Mest læste