Holger Rune håber samarbejdet med Boris Becker fortsætter

Foto: Shaun Botterill/Getty Images

Boris Becker har været vigtig for Holger Rune i de seneste måneder, hvor hans spil har forbedret sig.

Torsdag aften blev Holger Rune slået ud af ATP Finals i Torino. Med en sejr over Jannik Sinner ville han ellers have sikret sig en billet til semifinalen.

Selvom den unge dansker sandsynligvis havde håbet på mere, har han alligevel grund til at glæde sig. I lang tid så det nemlig ud til, at han slet ikke ville få en af de otte pladser i Torino.

At han endte med at gøre dette, kan han i høj grad takke Boris Becker for. Efter at have tilknyttet den tyske træner, er Runes niveau blevet løftet gevaldigt.

Da deres samarbejde blev offentliggjort, blev det meddelt, at det ville vare året ud. Men nu tyder det på, at det kommer til at fortsætte i den kommende sæson.

“Planen er nu, at vi er sammen. Vi skal selvfølgelig evaluere, hvad der skal ske. Men jeg synes, vi har haft nogle positive uger sammen, hvor jeg er begyndt at spille noget rigtig god tennis,” sagde Rune til Ekstra Bladet efter torsdagens kamp.

I Torino er det endt med nederlag til både Sinner og Novak Djokovic. Alligevel ser den 20-årige dansker positivt på de to kampe. Han er nemlig selv af den opfattelse, at det var marginaler, der gjorde forskellen i de to kampe.

“Det er små ting, der gør, at jeg ikke formår at slå Novak (Djokovic, red.) og Jannik (Sinner, red.). Forhåbentlig kan Boris og jeg arbejde videre og udvikle os endnu mere,” lød det fra danskeren.

Forud for sæsonen udtalte Rune, at hans mål var at blive nummer et på ATP-ranglisten. Det opnåede han ikke i år, men overfor Ekstra Bladet understregede han, at det fortsat er hans mål.

mandag 29. januar 2024

fredag 19. januar 2024

torsdag 18. januar 2024