Holger Runes mor: ‘Han bliver behandlet på livet løs’

Foto: Cameron Spencer/Getty Images

På trods af, at han er ramt af lidt skavanker, er Rune-lejren optimistisk i forhold til hans kamp på fredag.

For første gang i sin karriere skal Holger Rune spille med i den store ATP 1000-turnering i Madrid. Her skal han spille sin første kamp fredag.

Hvis det skal blive en succes, kræver det dog, at han får styr på sine skavanker via træning og behandling.

Da han for nylig vandt finalen i BMW Open i München, havde han nemlig problemer med både sin ankel og skulder, hvilket var tæt på at koste ham titlen.

Aneke Rune, der er både mor og manager for Holger, har i en SMS til Ekstra Bladet slået fast, at de gør, hvad de kan, for at få ham gjort klart til fredagens kamp.

“Han bliver behandlet på livet løs og har kun en time på banen hver dag, hvor det mest handler om at vænne sig til højden. Det er 30 grader og oppe i højderne, hvor bolden er meget levende,” skriver hun til Ekstra Bladet.

Hun fortæller også, at hans skulder har det ‘OK’, og at det ikke er en alvorlig skade, da der kun er tale om muskulære problemer.

For anklen er det dog anderledes, da det lyder, at den ‘ikke er helt optimal endnu’. Det er én af de ting, der bliver arbejdet på, så han kan blive klar til kamp i Madrid.

Alt i alt er Rune-lejren dog optimistisk i forhold til at få den 19-årige stjerne i god stand forud for den vigtige kamp fredag.

Tidligere har Aneke også bekræftet, at den unge stjerne har store ambitioner om at spille i Madrid Open, som er en af de større turneringer i tennis.

mandag 29. januar 2024

fredag 19. januar 2024

torsdag 18. januar 2024