gettyimages 1525380123

John Nielsen: Hvis Frederik Vesti satser på Formel 1, så er der kun en ting at gøre

Formel 1nov. 29 2023, 10:51
Hvis Frederik Vesti har i sinde at gå benhårdt efter et sæde i Formel 1, er der kun én ting at gøre, siger John Nielsen.
Det bliver svært for Frederik Vesti at få et sæde i Formel 1 i den kommende sæson. Der er kun et enkelt sæde tilbage, som med stor sandsynlighed kommer til at gå til Logan Sargeant.
Det betyder, at den danske racerkører er nødt til at se sig om efter andre muligheder til næste år.
Ifølge Formel 1-ekspert John Nielsen er der kun én ting, der er det rette at gøre for Vesti. Han mener, at den danske racerkører og hans manager Dorte Riis Madsen bør stræbe efter et sæde i den japanske Super Formula-serie.
Hvis han vil have gode kort på hånden i forhold til at få en plads i Formel 1 i 2025, er det vejen at gå, mener han. Det er set tidligere, hvordan kørere er gået fra den japanske Super Formuila-serie til Formel 1, hvilket også kan ske for Vesti.
"Hvis Vesti stadig satser på Formel 1, er der ingen tvivl. Så er det Super Formula i Japan. Det er en serie, der kører noget stærkere end Formel 2. Så det er god træning," siger John Nielsen til B.T., og tilføjer:
"Se bare hvordan Liam Lawson hoppede direkte ind i Formel 1 efter at have kørt derovre. Det kræver selvfølgelig, at Vesti kan køre for et godt hold. Det vil holde ham knivskarp."
Det er dog ikke kun Lawson, der har brugt den japanske Super Formula-serie som springbræt til Formel 1. Det samme gør sig gældende for både Pierre Gasly, Stoffel Vandoorne og Ralf Schumacher.
Mest læste