Jonas Vingegaards manager: ‘Det handler ikke om skat’

Foto: Dario Belingheri/Getty Images

Jonas Vingegaards flytning til Schweiz har fået flere til at undre sig over, hvad det reelle motiv egentlig er.

Jonas Vingegaard og familien har forladt Danmark til fordel for Schweiz. Da det blev bekræftet, fik det mange til tasterne på de sociale medier.

Her blev der spekuleret i, om det i virkeligheden var den lave skat, der fik familien til at flytte.

Efterfølgende har sagen taget lidt af en drejning. Vingegaards hustru, Trine Marie Hansen, har nemlig senere udtalt, at familien ikke officielt forlader Danmark.

Derfor har hun også gjort det klart, at de ikke rykker til Schweiz af skattemæssige årsager. Det er der ellers utallige andre cykelryttere, der har valgt at gøre.

“Jeg synes egentlig, forholdene er ret gode her i Danmark. Så det er ikke derfor, vi flytter. Og det er også derfor, at det slet ikke er sikkert, at vi skifter adresse,” siger hun til B.T.

“Jeg tror ikke, at folk forstår, at vi ikke kommer mere væk. Vi kommer til at være i Danmark præcis så meget, som vi plejer. Så der er ikke noget, der ændrer sig. Jeg tror, at det er det, der er gået lidt galt i pressen.”

Samtidig siger hun, at det handler mere om at have et sted at være, så de ikke skal ‘flytte rundt hele tiden’.

Parret er desuden i gang med at bygge et nyt hus i Glyngøre. Her er det planen, at de skal bruge mere af deres tid, når det er opført.

Desuden udtaler Trine Marie Hansen også, at parret håber på, at datteren Frida kommer til at gå i skole i Danmark. Hun er tre år gammel, hvorfor der fortsat går to til tre år, inden det er tid til skolestart.

mandag 29. januar 2024

fredag 19. januar 2024

torsdag 18. januar 2024