gettyimages 1495846790

Jorge Messi: 'Han vil tilbage til Barcelona'

Fodboldjun. 06 2023, 9:47
Rygterne om Lionel Messi har været mange på det seneste. Nu har hans far, Jorge Messi, afsløret hans største ønske.
Jorge Messi, der er både far og agent for Lionel Messi, har bekræftet, hvad mange har spekuleret i. Han har slået fast, at hans søn ønsker at vende retur til FC Barcelona.
Den argentinske stjerne overvejer dog flere tilbud, efter at have forladt Paris Saint-Germain på en fri transfer. Han nåede at være i den franske klub i to år.
Jorge Messi blev fanget på kamera, da han besøgte Barcelona-præsident Joan Laporta mandag morgen. Alligevel har han benægtet, at et møde mellem de to skulle have fundet sted.
"Selvfølgelig ville han (Messi, red.) elske at vende retur til Barcelona. Det ville jeg også. Vi får se," sagde han ifølge ESPN.
Barcelona forventer at få en godkendelse fra La Liga i denne uge vedrørende deres økonomiske planer. Dermed kan de for alvor sætte gang i arbejdet med at hente Messi retur.
"Vi talte forleden, men der er ikke noget konkret," lød svaret fra Jorge Messi, da han blev spurgt om, hvorvidt han har talt med Laporta om en potentiel retur.
Barcelona-træner Xavi Hernandez udtalte i sidste uge, at Messi forventes at træffe en beslutning om sin fremtid i denne uge. Han sagde også, at 'døren er åben' for hans retur.
Tidligere har ESPN rapporteret, at Messi overvejer et lukrativt tilbud fra det saudiarabiske Al Hilal. Jorge Messi har dog senere afvist, at en aftale skulle være indgået.
Derudover er der også stor interesse fra Major League Soccer, hvor han særligt er blevet kædet sammen med Inter Miami CF. Ifølge hans far, skulle hans primære ønske dog være at vende tilbage til Barcelona.
Mest læste