Kæmpe sponsor for Max Verstappen stopper efter anklager om hvidvaskning

Foto: Eric Alonso/Getty Images

Max Verstappen har mistet en af sine store sponsorer, som har været med ham siden Formel 3.

Den hollandske supermarkedskæde Jumbo var en af Max Verstappens første store sponsorer. De har været med ham siden Formel 3, og har derfor haft deres logo på hans hjelme gennem mange år.

Men nu har de besluttet at trække sig fuldstændig fra deres sportslige sponsorater, oplyser administrerende direktør Ton van Veen.

Det sker i kølvandet på, at den tidligere direktør, Frits van Eerd, trådte tilbage i oktober sidste år. Det skete på baggrund af en undersøgelse om hvidvaskning.

Denne sag vedrører også deres aktiviteter i motorsport, men ifølge Van Veen er det ikke årsagen til, at de stopper Max Verstappens sponsorat.

“Max er selvfølgelig en folkehelt, men han optræder på den absolutte verdensscene,” siger han til den hollandske avis Algemeen Dagblad.

“Vi er en rigtig god supermarkedskæde, men kun i Holland og en smule i Belgien. Vi investerer årligt mere end 20 millioner euro i sportslige sponsorater, men jeg kan kun bruge hver euro én gang.”

“Vi kan ikke sende de penge tilbage til kunderne, som går til Max. Vi kan heller ikke bruge dem på bæredygtighed eller sundhed.”

Det er ikke blot Max Verstappen, det får konsekvenser for. Jumbo har også længe været sponsor for Hollands Grand Prix, men dette bliver nu også bragt til et ophør.

Ifølge Van Veen får det faktisk også betydning for danske Jonas Vingegaard. Virksomheden stopper nemlig også sit sponsorat af cykelholdet Jumbo-Visma.

“Vi vil ikke have noget med motorsport og mistanke at gøre. Med Max Verstappen og Jumbo-Visma stopper vi af en helt anden grund. Det har bragt en masse kendskab til vores brand, men vi har nu vundet alt, der skal vindes,” siger han.

mandag 29. januar 2024

fredag 19. januar 2024

torsdag 18. januar 2024