gettyimages 1258466777

Legendarisk 100 meter-løber er død

Atletikjun. 06 2023, 10:55
Jim Hines skrev sig ind i historiebøgerne, da han blev den første mand til at løbe 100 meter på under ti sekunder. Nu er han gået bort.
Den amerikanske løber Jim Hines var den første mand i historien, der formåede at løbe 100 meter på mindre end ti sekunder.
Lørdag er han gået bort i en alder af 76 år. Det blev mandag bekræftet af World Athletics ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Flere gange formåede Jim Hines at gøre sig positivt bemærket. Det gjorde han dog især under OL i 1968, der dengang blev afholdt i Mexico City i Mexico.
Det var nemlig her, at han som den første mand i historien, formåede at løbe 100 meter på under ti sekunder. Hans officielle tid lød på 9,95 sekunder, hvilket var nok til at give ham verdensrekorden.
Denne rekord kunne han bryste sig af at være indehaver af i mange år. Der gik nemlig hele 15 år, inden der var nogen, der var hurtig nok til at slå den. Det skete først, da Calvin Smith løb 100 meter på 9,93 sekunder.
Mediet BBC oplyser, at Jim Hines er den atlet, der har været indehaver af rekorden for 100-meterløb for mænd i længst tid.
Selvom han slog igennem som atletikstjerne, og verden flere medaljer, var det ikke den eneste sportsgren, han kastede sig over. Efter at have vundet guld på 4x100-meter stafet ved det samme OL, gik han på pension.
Det betød dog ikke, at han trak sig tilbage. Derimod begyndte han at spille i NFL, hvor han spillede for både Miami Dolphins og Kansas City Chiefs. Det blev dog kun til et begrænset antal kampe.
"World Athletics er meget trist over at høre, at den legendariske amerikanske sprinter Jim Hines døde lørdag," lyder det fra det internationale atletikforbund.
Jim Hines blev født i Arkansas i 1946, men havde sin opvækst i Oakland i Californien.
Mest læste