gettyimages 1493593008

Max Verstappen kræver handling efter 18-årigs død

Formel 1jul. 02 2023, 9:40
Formel 1-stjernen Max Verstappen har gjort det klart, at han mener, at der skal laves en grundig undersøgelse af omstændighederne, der førte til 18-årige Dilano van 't Hoffs død.
Den kun 18-årige Dilano van 't Hoff mistede livet lørdag, da han deltog i et racerløb på Spa-Francorchamps. Her var han involveret i en voldsom kollision med Adam Fitzgerald.
Den unge racerkørers død har fået flere Formel 1-stjerner til at kondolere. En af dem, der har udtalt sig om den tragiske hændelse, er Red Bull-stjernen Max Verstappen.
Han slog fast, at han ikke kendte den 18-årige Dilano van 't Hoff personligt, selvom de begge er hollandske racerkørere.
"Det er utrolig trist. Jeg kendte ham ikke personligt. Han var også en hollandsk kommende racerkører, der havde de samme drømme som at komme i F1, som vi havde, da vi var i den alder," sagde han ifølge RacingNEws365.
"Det er trist for hele familien og alle involverede i Team MP-motorsport. Jeg kender ret mange mennesker derinde."
Der har flere gange været sået tvivl om, hvorvidt sikkerheden på banen i Spa er god nok. Dette blev der også stillet spørgsmålstegn ved, da Anthoine Hubert mistede livet under en ulykke i et Formel 2-løb i 2019.
I de seneste år er der blevet foretaget flere forskellige forbedringer på banen. Det er primært sket ved Eau Rouge, Raidillon og ved starten af Kemmel Straight.
"Vi er nødt til at se nærmere på den slags situationer," tilføjede Verstappen.
"Det er nemt at give banen skylden. Men jeg synes også, vi skal se på, hvor vådt det var, og den slags ting.
"Helt klart ting, som vi skal se på for fremtiden, og hvad vi kan gøre bedre for at beskytte kørerne. Fordi det, der skete i dag, var unødvendigt."
Mest læste