Michael Schumacher er i stand til at ‘sidde ved spisebordet’

Foto: Paul Gilham/Getty Images

Formel 1-legenden Michael Schumacher ‘sidder med ved spisebordet’, lyder det fra hans tidligere holdkammerat Johnny Herbert.

Den tyske racerkører nåede at vinde syv verdensmesterskaber i Formel 1, inden han for alvor indstillede sin karriere. Det er en præstation, som kun Lewis Hamilton også har været i stand til at opnå.

Efter at have indstillet sin karriere, fik han mere tid til at lave andre ting. Det udnyttede han bl.a. ved at tage på skiferie i december 2013, hvor han styrtede og slog hovedet mod en sten.

Som et resultat af dette pådrog han sig livsforandrende skader, der kostede ham over et halvt år i koma. Siden dengang har han ikke vist sig offentligt, og meget lidt information er sluppet ud om den 55-åriges tilstand.

Alligevel har Johnny Herbert hørt om, at Schumacher skulle være i stand til at sidde med ved spisebordet derhjemme.

“Jeg hører kun små bidder. Jeg hører fra dem i F1, at han sidder med ved spisebordet til middag. Men jeg ved ikke, om det er sandt,” siger han til BettingSites.

“Jeg kan kun læse mellem linjerne. Vi har ikke hørt meget fra familien og det er forståeligt nok. Det har altid været en del af Michael og familiens måde at holde alting meget privat og hemmeligt.”

“Det er fortsat fra hans løbsdage. Jeg føler ikke, at tingene er gået videre på en måde, som mange af os, der kendte ham og mange af hans fans rundt om i verden, ønsker at se.”

“Vi ville alle elske at vide, at tingene går videre på en positiv måde. Men fordi vi ikke har nogen information, kan vi kun antage, at han endnu ikke er i en position, hvor der er en chance for en bedring.”

mandag 29. januar 2024

fredag 19. januar 2024

torsdag 18. januar 2024