NBA-hold suspenderer stjerne efter han slog holdkammerat

Foto: Jean Catuffe/Getty Images

Minnesota Timberwolves-stjernen Rudy Gobert er blevet suspenderet, efter at have slået en af sine holdkammerater i brystet.

Søndag tørnede Minnesota Timberwolves sammen med New Orleans Pelicans, men det er ikke selve kampen, der er endt med at trække flest overskrifter.

Derimod var det noget, der udspillede sig på sidelinjen, hvor Rudy Gobert pludselig besluttede sig for at slå Kyle Anderson, hvilket nu har kostet ham en suspendering, skriver Reuters.

Han kommer til at sidde over i den næste kamp mod Los Angeles Lakers, og han vil være berettiget til at deltage i en anden play-in-kamp, hvis det bliver nødvendigt.

Gobert forlod søndagens kamp efter episoden på sidelinjen, der udspillede sig under en timeout i første halvdel af holdets 113-108-sejr over New Orleans Pelicans.

Anderson havde angiveligt sendt flere fornærmelser i retning af Gobert på en aften, hvor han spillede med en skade, skriver ESPN.

“Følelserne fik ram på mig i dag,” skrev Gobert søndag aften på Twitter.

“Jeg skulle ikke have reageret, som jeg gjorde, uanset hvad der blev sagt. Jeg vil gerne undskylde over for fansene, organisationen og især Kyle, som er en, som jeg virkelig elsker og respekterer som holdkammerat.”

Timberwolves er seedet til en 8. plads i Western Conference og skal tirsdag spille mod Los Angeles Lakers, der er seedet til en 7. plads, for en chance for at møde Memphis Grizzlies i første runde af slutspillet.

Hvis Timberwolves taber til Lakers, skal de spille mod vinderen af kampen mellem New Orleans Pelicans og Oklahoma City Thunder.

mandag 29. januar 2024

fredag 19. januar 2024

torsdag 18. januar 2024