Mystik om Holger Runes træner: ‘Jeg tror aldrig, han har været på ferie’

Foto: Marcio Machado/Eurasia Sport Images/Getty Images

På det seneste har der været stor mystik omkring Holger Runes mangeårige træner Lars Christensen.

For lidt over en måned siden blev det meldt ud, at Lars Christensen skulle på ferie. I denne periode ville stjernetræner Patrick Mouratoglou så vende tilbage til Runes hold.

Ifølge TV 2 Sports tennisekspert Peter Bastiansen skulle historien dog være en lidt anden. Han mener nemlig ikke, at den danske træner er typen, der tager på ferie.

“Jeg tror aldrig, at han har været på en ferie. Lars er ikke typen, der lægger sig og drikker nogle øl på Costa del Sol. Det er han for meget en tennisnørd til,” siger han.

Derfor mener han også, at der ikke er tale om en ferie. I stedet skulle der være tale om, at han er blevet placeret på sidelinjen.

Rune-lejren har dog været meget stille omkring, hvad der foregår med Lars Christensen. Spørger man Peter Bastiansen, kommer der sandsynligvis en udmelding efter French Open i Paris. Her forventer han, at der bliver tale om en form for afsked.

“Det ligger jo lidt i kortene, at Lars kommer til at trække det korteste strå,” lyder det også fra ham.

Derudover slår han fast, at han mener, at det vil være en mærkelig måde at tage afsked på. Den danske træner har nemlig spillet en stor rolle i at føre Rune til, hvor han befinder sig i dag.

Uanset hvad det ender med, at Lars Christensens rolle bliver, har man set det sidste til ham som træner for Holger Rune. Det er tenniseksperten ikke i tvivl om. Men det forventes ikke, at der meldes noget ud forud for French Open.

mandag 29. januar 2024

fredag 19. januar 2024

torsdag 18. januar 2024