Nedtur for Caroline Wozniacki: Nu har hun ét problem

Foto: Robert Prange/Getty Images

Caroline Wozniacki har ikke fået den start på sæsonen, som hun havde håbet på at få.

Den danske tennisspiller måtte tirsdag morgen dansk tid forlade banen efter et nederlag i årets første kamp. Her blev hun besejret af ukrainske Elina Svitolina i første runde af WTA-turneringen i Auckland, New Zealand.

Det kan betyde, at hun er nødt til at lave om i sine planer. Denne turnering skulle nemlig have været hendes optakt til Australian Open. Sådan gik det dog ikke, da hun kun har fået en enkelt kamp.

På nuværende tidspunkt er hun ikke tilmeldt andre turneringer, inden det er tid til at tage hul på Australian Open. Det betyder, at hun nu har et stort tomrum i sin kalender på 12 dage.

Skal hun gøre sig forhåbninger om at spille flere kampe forud for Australian Open, er hun nødt til at sikre sig et wildcard til turneringen i Adelaide.

I første omgang er der dog ikke planer om at satse på dette. Derimod vil hun og hendes familie blive i Auckland indtil søndag. Det har hendes bror, Patrik Wozniacki, forklaret til B.T.

“Jeg snakkede lige med min far (Piotr Wozniacki, red) efter kampen. Og de bliver i Auckland indtil søndag, hvor Caroline håber på at kunne spille nogle træningskampe og træne dér. Herefter flyver de alle til Melbourne,” siger han.

“Men det kan jo være, de sadler om. Det er bare rigtig dyrt, for de er syv mennesker afsted. Mine forældre, Caroline, hendes mand, deres to børn og så en barnepige. Det koster meget i flybilletter og hotel, så man gider jo heller ikke bare at jagte et wildcard eller en plads i Adelaide, hvis den alligevel ikke kommer.”

mandag 29. januar 2024

fredag 19. januar 2024

torsdag 18. januar 2024