Rafael Nadal med trist meddelelse

Foto: Clive Brunskill/Getty Images

Tennisstjernen Rafael Nadal har indkaldt til pressemøde, hvor det ventes, at han vil melde afbud til French Open.

Alt tyder på, at Rafael Nadal ikke bliver klar til at spille French Open. Dette har han ellers stilet efter at blive klar til i løbet af de seneste måneder.

Den spanske tennisstjerne er blevet tvunget til at opgive at stille til start i Grand Slam-turneringen, der begynder den 28. maj.

Sådan lyder det fra de spanske aviser Marca og AS.

Nadal har indkaldt til et pressemøde torsdag eftermiddag, hvor han ifølge aviserne vil annoncere sit afbud. Det er et stort slag for den spanske grusspecialist, da han har vundet turneringen 14 gange i sin karriere.

I alt er det blevet til 22 Grand Slam-titler i løbet af karrieren. Dermed deler han rekorden for flest titler med serbiske Novak Djokovic, der også jagter sin titel nr. 23.

Nadal har ikke været i aktion, siden han i januar pådrog sig en skade under en kamp i Australian Open.

Flere gange har der været antydninger af, at han skulle være klar til at gøre comeback. Det er endnu ikke sket. I stedet har han meldt afbud til den ene turnering efter den anden på grund af sin skade.

Seneste meddelte han, at han ikke kunne spille med i denne uges Masters 1000-turnering i Rom. Det var ellers planen, men han måtte opgive at blive klar.

“Selvom jeg har mærket forbedring de seneste dage, er der gået for mange måneder, hvor jeg ikke har kunnet træne på højt niveau,” skrev han på Twitter i forbindelse med sit afbud.

I håbet om at kunne blive klar til French Open, har han også meldt fra til de store turneringer i Madrid og Monte-Carlo.

mandag 29. januar 2024

fredag 19. januar 2024

torsdag 18. januar 2024