Red Bull annoncerer officiel lanceringsdato for RB20

Foto: Gongora/NurPhoto via Getty Images

Red Bull har bekræftet, at de inden længe løfter sløret for RB20. Det er navnet på den bil, Max Verstappen og Sergio Perez skal køre i 2024.

Red Bull har endnu ikke løftet sløret for, hvordan deres RB20 kommer til at se ud. Hvis du har ventet i spænding på dette, kan du glæde dig over, at det snart kommer til at ske.

Formel 1-holdet har nu bekræftet, at den nye bil vil blive officielt præsenteret den 15. februar. Det betyder, at den bliver afsløret kun en dag efter, at Mercedes har fremvist deres W15.

Ifølge mediet GPFans er det planen, at Red Bull vil fejre deres 20. sæson i F1 med en begivenhed i deres hovedkvarter i Milton Keynes.

Da både Alpine og Mercedes også har afsløret, hvornår de vil fremvise deres nye biler, kan Formel 1-fans se frem til flere afsløringer i de kommende uger.

Der er naturligvis meget høje forventninger til RB20, der skal følge RB19, der statistisk set er den mest dominerende bil i Formel 1’s historie.

Sidste sæson formåede Red Bull at hente hele 21 sejre i 22 løb. Ikke nok med det, så sikrede holdet sig intet mindre end 860 point. Derfor kan man ikke komme udenom, at de havde en meget dominerende sæson.

I 2024 skal Verstappen forsøge at vinde sit fjerde verdensmesterskab i træk. Desuden kommer han til at have Sergio Perez ved sin side, hvis kontrakt udløber ved udgangen af 2024.

RB20 bliver derfor lanceret få dage inden, at Formel 1 tager hul på den nye sæson med en test i Bahrain. Indtil videre er det kun McLaren, AlphaTauri og Haas, der ikke har meldt ud om lanceringen af deres nye bil.

mandag 29. januar 2024

fredag 19. januar 2024

torsdag 18. januar 2024