gettyimages 688989864

Tidligere Superliga-spiller i voldsom ulykke: Ødelagde endetarmen

Fodboldjun. 08 2023, 9:45
En ulykke med et haveredskab endte helt galt for den tidligere Superliga-spiller, som fik sprængt sin ringmuskel.
En ulykke med et haveredskab er endt med at koste den tidligere Superliga-spiller Jonas Brix-Damborg en masse besvær. I alt har han været indlagt i 14 dage, været i narkose otte gange og har været gennem to operationer.
Desuden har hele processen også budt på antibiotika og efterfølgende stomi.
Den tidligere Hobro IK-spiller, der i dag er bestyrelsesmedlem i klubben, har været igennem et helt vildt forløb. Et forløb, der startede, da han skulle renovere sit hus.
"Jeg skulle hente en snor til min svigerfar og kravlede op på en forskalling. Det var ikke ret højt - 60-70 centimeter. Jeg hoppede ned, og så stod der et redskab, jeg ikke havde set, som jeg falder ned i," fortæller han til Ekstra Bladet.
"Jeg får det ikke direkte op bagi, men sideværts, som går ind og ødelægger ringmusklen og endetarmen."
Det medførte, at han måtte hentes af en ambulance. Dernæst var han indlagt på et hospital i to uger, hvor det også blev besluttet, at han skulle have indlagt stomi.
Til Ekstra Bladet fortæller han, at han i de første 14 dage ikke kendte udsigterne for fremtiden. Han vidste derfor ikke, hvordan det hele ville ende for ham.
Han afslører også, at det kan ende med, at han må have stomi permanent. Heldigvis ser han ikke på det, som noget, der får hans liv til at gå i stå. Den tidligere Hobro-spiller mener nemlig ikke, at det har nogen begrænsninger for ham.
Han har senest været til en undersøgelse hos sin læge mandag. Der var han meget fortrøstningsfuld, hvilket naturligvis er positivt nyt for den tidligere midtbanespiller.
Mest læste