gettyimages 1508789498

Tidligere Tour de France-vinder drømmer om hattrick

Cyklingnov. 29 2023, 17:14
Den tidligere Tour de France-vinder har en stor drøm, selvom hans karriere er gået den forkerte vej.
I en alder af blot 22 år kunne Egan Bernal bryste sig af at have vundet Tour de France. Det skete tilbage i 2019, men et styrt i 2022 har haft store konsekvenser for hans karriere.
Han forsøger fortsat at kæmpe sig tilbage til sit tidligere niveau. På det seneste har han vist glimt af sin styrke fra tidligere, men han er ikke den rytter, han har været.
I et nyt interview fortæller han, at han skal starte den kommende sæson i sit hjemland.
"At køre derhjemme vil fylde mig med selvtillid, og så tager jeg til Europa for at køre de største løb, der er en del af mit program," siger han i podcasten LaMovida ifølge Cyclingnews.
Hans program for næste år er endnu fastsat. Derfor er han også meget forsigtig med at sætte sig fast på et bestemt mål for sæsonen.
"For lidt siden sendte holdet mig en formular, som jeg skulle udfylde med ønsker til løb. Men jeg vidste ikke, hvad jeg skulle skrive, fordi det hele afhænger af, hvordan jeg er kørende," siger han.
Han gør det også klart, at han ikke har de store planer om at satse på Tour de France. Derimod drømmer han om at opnå noget, som de færreste ryttere formår at gøre. Han vil gerne vinde alle tre Grand Tours, og derfor skal han fokusere på Vuelta a España.
"Hvis jeg skulle vælge et løb, som jeg kunne vælge at vinde lige nu, så vil det være Vuelta a Espana. Vi ved alle, hvor stort det er at vinde alle tre Grand Tours. Så kunne jeg gå glad på pension," siger han.
Mest læste