Verstappen mindes Hamiltons brøler: ‘Vi fik 100 beskeder’

Foto: Foto: Peter Fox/Getty Images

Max Verstappen ser tilbage på løbet i 2021, hvorfra han har minder, der sandsynligvis holder ved i nogle år.

Ganske vist vandt Max Verstappen løbet i Baku i 2022, men minderne om, hvad der skete året inden, vil sandsynligvis sidde fast i hukommelsen i et stykke tid.

Hele 2021-sæsonen var præget af en tæt kamp om titlen mellem Verstappen og Lewis Hamilton, og Red Bull-stjernen så ud til at have kurs mod en sejr i Baku.

Sådan gik det dog ikke, for blot fem runder inden han kunne krydse målstregen for sidste gang, var der problemer med Verstappens bil, og han måtte derfor trække sig fra løbet.

Det medførte, at Sergio Perez overtog føringen i løbet, mens Hamilton stod til at overhale Verstappen i den samlede stilling.

Dette ændrede sig hurtigt, da løbet blev genstartet med kun to runder tilbage, da Hamilton i denne forbindelse begik en fejl, hvor han kørte ligeud i sving nr. 1.

På dramatisk vis resulterede dette i, at den syvdobbelte verdensmester raslede ned i stillingen og dermed endte udenfor pointene, og Verstappen kan stadig huske sin reaktion.

“Jeg kan høre genstarten,” fortæller Verstappen på Red Bulls podcast ‘Taking Bull’ ifølge RacingNews365.

“På et tidspunkt kan jeg høre dem bremse, og jeg kunne høre en skrigende lyd, og at alle jublede.”

“Jeg tror, at Gemma (Lusty, Red Bulls PR-ansvarlige, red.) var sammen med mig, og telefonen begyndte at bimle med 100 beskeder. Jeg sagde: ‘Hvad skete der? Hvad skete der?’.”

“Og så var du (Perez, red.) tilbage i front igen.”

Perez kunne derefter holde sin føring hjem og sikre sig sin første sejr som Red Bull, mens Hamilton sluttede på en 15. plads.

mandag 29. januar 2024

fredag 19. januar 2024

torsdag 18. januar 2024