Aneke Rune om nedtur: ‘Jeg bliver jo sindssygt ked af det’

Foto: Antonio Borga/Eurasia Sport Images/Getty Images

Holger Rune har ikke fået sit spil til at fungere på det seneste, og han er ikke den eneste, der bliver påvirket af det.

20-årige Holger Rune er den største danske herrespiller, vi nogensinde har haft. Det kan han naturligvis godt tillade sig at være stolt af.

Det er dog tydeligt, at den unge stjerne har potentiale til mere. Desværre er det ikke noget, han har vist på det seneste, hvor han har været inde i en dårlig stime. Siden kvartfinalen ved Wimbledon i sommer, har han tabt ti ud af 11 kampe.

Tidligere har både han og hans mor, Aneke Rune, udtalt sig om dette. Her er der ikke blevet lagt skjul på, at det rent mentalt har påvirket den 20-årige tennisspiller.

Det er dog ikke kun ham, der bliver påvirket af det. Det gør nemlig også ondt i mor-hjertet hos Aneke Rune, når hun ser sin søn spille langt under niveau.

“Det er rigtig hårdt at sidde og kigge på, at Holger ikke spiller det tennis, der gør ham glad,” siger Aneke Rune til B.T.

“Jeg bliver jo bare sindssygt ked af at se, at han ikke spiller sit tennis, som vi ved, at han kan.”

I den kommende uge skal Holger Rune forsøge at vende den dårlige stime i Basel. Her skal han deltage i ATP 500-turneringen, som han sidste år spillede sig i finalen i. Derfor har han 300 point at forsvare i næste uge.

Desuden er det en vigtig turnering, da den kan vise sig at være afgørende i forhold til hans muligheder for at deltage i sæsonfinalerne i Torino. Fejler han, er det stort set garanteret, at han ikke får en invitation. Derfor er der tale om en vital turnering for den 20-årige dansker.

mandag 29. januar 2024

fredag 19. januar 2024

torsdag 18. januar 2024