Der er en risiko for, at Jonas Vingegaard må undvære en af sine vigtigste hjælperyttere under dette års Tour de France. Det er ikke nogen hemmelighed, at
Wout van Aert gjorde en stor forskel for Jonas Vingegaard under Tour de France sidste år. Derfor er han også en del af holdet til det ikoniske løb i år.
Blandt andet beviste han sit værd, da der var under fem kilometer tilbage af 18. etape til Hautacam. Her bestod den forreste udbrydergruppe af Jonas Vingegaard, Wout van Aert og rivalen Tadej Pogacar.
På daværende tidspunkt var Van Aert iført den grønne trøje, og havde kun ét mål for etapen: at hjælpe Vingegaard. Det gjorde han til perfektion, og sammen fik de knækket Pogacar.
Derfor er han også en vigtig hjælperytter for Vingegaard, som han rigtig gerne vil have med til Touren i år. Nu lyder det dog, at der er en risiko for, at det ikke kommer til at ske.
Det skyldes, at den belgiske stjerne kan ende med at blive far under løbet. Såfremt det sker, så er han klar til at trække sig, da han ikke vil gå glip af fødslen.
"Jeg har ingen intentioner om at gå glip af det," sagde den 28-årige rytter i et interview med belgiske avis Nieuwsblad.
Han er i forvejen far til et barn, som han har sammen med kæresten Sarah De Bie. De har afsløret, at nummer to er på vej, og at fødslen kan ske under Tour de France. Det franske løb bliver skudt i gang den 1. juli.
Parret har ikke meldt noget ud om en terminsdato. Derfor er det kun dem, der ved, hvornår fødslen forventes at finde sted. Til gengæld ved omverdenen nu, at han er klar til at trække sig, hvis det bliver nødvendigt.