gettyimages 1509057149

Ekspert bekymret på Holger Runes vegne

Tennisaug. 10 2023, 11:29
Holger Rune kunne ikke få tingene til at fungere i Masters 1000-turneringen i Toronto, hvor han tabte til Marcus Giron.
Selvom Holger Rune har fået sig en tiltrængt pause efter Wimbledon, virkede det ikke til, at han vendte tilbage med fornyet energi.
Den 20-årige dansker havde svært ved at finde sit niveau, og begik rigtig mange fejl i sin kamp mod Giron. Derfor endte det også med et nederlag, og et tidligt exit fra turneringen i Canada.
Ifølge TV 2 Sports tennisekspert Kenneth Carlsen skyldtes det ganske enkelt, at Rune ikke var fokuseret nok.
Blandt andet fortæller han, at Rune havde flere muligheder i tredje sæt, som han ikke fik udnyttet. Det medførte, at han blev irriteret og kastede håndklædet i ringen. Derfor mener Carlsen, at det især var det mentale aspekt, der haltede for Rune.
Da han står overfor både Masters 1000-turneringen i Cincinnati og Grand Slam-turneringen US Open, kan det være et stort problem, at han kun fik én kamp i Toronto.
Ifølge Carlsen er den unge dansker nemlig bedst, når han spiller mange kampe. Derfor kommer han til at gå ind i den næste turnering med mindre selvtillid.
"Han laver 50 uprovokerede fejl. Det er alt, alt for mange. Så han mangler lidt kamptræning, og det kan jeg godt være lidt bekymret for," siger han også til TV 2 Sport.
"Jeg synes egentlig, at Rune startede godt med den rigtige taktik, når han har selvtillid. Men han spillede måske lidt for offensivt i forhold til den kamptræning og selvtillid, han har – og kom til at lave for mange fejl. Han prøvede at justere undervejs i kampen."
Han skal i aktion igen i næste uge, hvor det gælder ATP Masters 1000-turneringen i Cincinnati. Derefter gælder det US Open, som er en af de helt store turneringer i år.
Mest læste