shutterstock 1541799632

FC København straffet med kæmpebøde og forbud

Fodboldokt. 23 2023, 15:24

Det er bestemt ikke første gang, at FC København har skullet betale store bøder. Nu skal klubben igen have pengepungen frem.

Hvis klubbens tilskuere ikke kan opføre sig ordentligt og overholde reglerne, kan det koste dyrt. Det kan FC København efterhånden skrive under på, da de flere gange har betalt store bøder.

Selvom det er sket flere gange før, har det ikke fået klubbens fans til at holde igen. Tværtimod har flere tilskuere igen gjort brug af pyro i kampen mod AGF den 8. oktober. Det har igen kostet FC København dyrt, da de af Fodboldens Disciplinærinstans er blevet tildelt en bøde på 225.000 kroner.

Det er dog ikke alt, da Fodboldens Disciplinærinstans har valgt at straffe dem yderligere i denne omgang. Det har de gjort ved at frakende dem retten til at få et tilskuerafsnit, når hovedstadsklubben den 5. november skal spille udekamp mod Randers.

Bold.dk skriver, at det er blevet indberettet, at FCK-fansene antændte intet mindre end 40 styks pyroteknik ved indløb. Desuden blev der også tændt pyroteknik i det 46. minut i kampen mod AGF. De er også blevet straffet for det faktum, at FCK-fans angreb personale og vagter i afsnittet.

"Fodboldens Disciplinærinstans bemærker, at videomateriale fra AGF viser en alvorlig og voldsom episode ved indgangen til F.C. Københavns tilskuerafsnit," lyder det.

"Fodboldens Disciplinærinstans bemærker desuden, at videomaterialet viser, at der under denne episode var såkaldt gatecrash, hvorved der kom et større antal personer ind på F.C. Københavns tilskuerafsnit uden at være visiteret."

"Af videomaterialet fremgår det desuden, at der blev udvist en aggressiv adfærd over for personale og vagter fra AGF fra tilskuere med tilhørsforhold til F.C. København."

Der er tale om den 22. indberetning inden for de seneste 12 måneder med relation til overtrædelse af sikkerhed og orden.

Mest læste

Mest læste