FIFA vil kønsteste kvindelige spillere, men hvad siger DBU?
En detalje i et regelsæt kan snart blive centrum for en større debat. Ikke alle er enige om, hvad reglerne egentlig siger – eller hvordan de skal bruges.
Kvindefodbolden har oplevet massiv fremgang de seneste år. Flere tilskuere, stigende tv-seertal og bedre økonomiske vilkår har bidraget til, at sporten er blevet en etableret del af den globale eliteidræt.
Men i takt med udviklingen vokser også spørgsmålene om, hvordan sporten bør reguleres.
Et af de mest ømtålelige emner er FIFA’s kønsregler – og hvad de reelt betyder for de spillere, der stiller op i kvindernes turneringer.
Læs mere
FIFA’s regelsæt har siden 2011 indeholdt et krav om, at alle spillere, der deltager i internationale turneringer, skal have fået fastslået deres køn.
Ifølge paragraffen er det hvert enkelt fodboldforbunds ansvar at sikre, at spillerne er berettigede til at deltage i den kategori, de er tilmeldt.
Hvad gør DBU egentlig?
Der er indtil videre ikke meget hjælp at hente hos Dansk Boldspil-Union, som har forholdt sig bemærkelsesværdigt tavse.
På trods af gentagne henvendelser fra både journalister og eksperter har DBU ikke ønsket at be- eller afkræfte, om de aktivt kønstester de kvindelige landsholdsspillere.
De har heller ikke meldt ud, hvordan de i givet fald følger FIFA’s regelsæt.
Ifølge TV2 har FIFA i deres officielle dokumentation skrevet, at nationale forbund aktivt skal “undersøge enhver opfattet afvigelse i sekundære kønskarakteristika”.
Men præcis hvad det indebærer, fremgår ikke. Det er med andre ord op til de enkelte forbund at tolke, hvordan kravene skal implementeres i praksis.
Sportsjuristen Poul Gade mener, at DBU som minimum kan opfylde kravet ved at kontrollere spillernes CPR-numre.
Men som han selv pointerer, er det i dag er muligt at skifte juridisk køn i Danmark, og det skaber usikkerhed omkring, om et CPR-nummer alene er nok.
En sag, der kan eskalere
En af de mest omdiskuterede formuleringer i FIFA’s regelsæt er, at forbund også kan anmode om kønsundersøgelser af spillere fra modstanderhold.
Det betyder i praksis, at DBU – eller ethvert andet forbund – kan kræve, at en spiller på modstanderens hold bliver undersøgt. Og det kan ske alene på baggrund af mistanke eller udseende.
Ask Vest Christiansen, idrætsforsker fra Aarhus Universitet, kalder det “stigmatiserende” og advarer mod en udvikling, hvor spillere bliver udpeget og bedt om at bevise deres køn for åben skærm.
Han foreslår en model, hvor man allerede i ungdomsårene foretager en enkel test – eksempelvis via et mundskrab – som med 99,9 % sikkerhed kan fastslå biologisk køn uden at være invasiv.
Problemet er, at FIFA indtil videre ikke har ønsket at definere, hvad der faktisk er det gældende kriterie.
Er det kromosomer, testosteron-niveauer eller juridisk køn, der tæller?
I modsætning til andre sportsgrene som atletik og rugby, der har sat specifikke biologiske grænser, overlader FIFA tolkningen til forbundene selv.
Når reglerne rammer virkelige mennesker
Debatten er ikke længere teoretisk. I 2021 krævede Jordan kønsundersøgelse af Irans kvindelige målmand efter en straffesparkskonkurrence.
I 2022 blev Zambias landsholdsspiller Barbra Banda nægtet deltagelse i Africa Cup of Nations på baggrund af en “kønsbekræftende” undersøgelse.
Banda kom dog senere tilbage på banen igen og blev i 2024 kåret som verdens bedste kvindelige spiller – uden at nogen kunne forklare, hvordan hendes status var blevet ændret.
Det uigennemskuelige forløb illustrerer et centralt problem: Manglen på gennemskuelige regler skaber usikkerhed for både spillere og forbund.
Et svar fra DBU er nødvendigt
Det er forståeligt, at DBU navigerer forsigtigt i et emne, hvor både sport, jura og identitet støder sammen.
Men deres tavshed efterlader ikke blot journalister og forskere i uvished – det rammer også spillerne.
For hvis der en dag rejses tvivl om en dansk spiller, hvad er så proceduren? Hvilken test bliver brugt? Hvem træffer afgørelsen?
En professionel organisation som DBU bør kunne give klare svar på disse spørgsmål – ikke mindst af hensyn til spillerne selv, der har krav på at kende vilkårene for deres deltagelse.
Og med kvindefodboldens fremmarch i både popularitet og investeringer – herunder landsholdets forventede sponsorindtægter på over 15 millioner kroner i 2025 – er det ikke længere holdbart at skubbe sagen ud til hjørnespark.
