Red Bull-chef Christian Horner har udtalt sig om en mulig pensionering for rådgiver Helmut Marko.
På det seneste har der været spekuleret i, om Red Bull-rådgiver Helmut Marko vil trække sig fra den prestigefyldte motorsport inden længe.
Torsdag i denne uge kunne Marko fejre sin 80-års fødselsdag, og han håber sandsynligvis på, at Red Bull kan sikre sig både første- og andenpladsen ved weekendens løb i Baku.
Til trods for, at han nu er fyldt 80 år, føler Horner sig overbevist om, at der stadig er et par år i ham endnu.
Makkerparret har arbejdet tæt sammen siden Red Bull blev en del af feltet i Formel 1 i 2005. De mødte dog hinanden for første gang tilbage i 1996.
Dengang var Horner og hans far med til at starte et Formel 3000-hold, som Horner selv kørte for. I denne forbindelse endte han med at købe en trailer til bilen af Marko.
Og nu har Horner slået fast, at de altid har haft et godt forhold til hinanden, og at han mener, at Marko endnu ikke er helt færdig i Formel 1.
"Det var 20 år siden (at de sluttede sig til Red Bull sammen, red.). Dengang var han 60 år, og han siger ofte, at han først lige var startet som 60-årig," sagde han ifølge GPfans.
"I en alder af 80 år har han lige så meget energi, som han havde for 20 år siden."
"Med hans øje for talent har han givet så mange unge kørere en mulighed. Han har været en stor del af, hvad vi har opnået her (hos Red Bull, red.)."
"Vi har altid haft et tæt forhold. Det har været fantastisk at arbejde sammen med ham gennem årene, og jeg tror, at der stadig er et par år i den gamle hund endnu."