Günther Steiner afslører den vigtigste person i Formel 1

Foto: Dan Istitene/Getty Images

Haas-boss Günther Steiner har et klart svar på, hvem der er den vigtigste mand i Formel 1.

Om man vil det eller ej, kommer man ikke udenom, at ikke alle er lige vigtige for Formel 1. Mange kan være tilbøjelige til at pege på Max Verstappen eller Lewis Hamilton, som værende den vigtigste figur i Formel 1.

Men sådan ser Günther Steiner ikke på det. Ligeledes mener han heller ikke, at det er hverken Red Bull-boss Christian Horner eller Mercedes-boss Toto Wolff.

Derimod mener Haas-chefen, at der kun er én mand, der kan betragtes som værende den vigtigste. Derfor er det også ham, som han gerne vil hente til Haas, hvis muligheden skulle byde sig. Konkret er der tale om Red Bull-profilen Adrian Newey.

“Jeg vil tage Adrian Newey. Jeg er sikker på, at han kan lave en bil, der kan vinde,” sagde Steiner i et svar til The Athletic.

“Svaret er ret indlysende. Selvom du sætter Max (Verstappen, red.) i vores bil, ville vi ikke vinde. Jeg tror, at hvis vi havde en Red Bull, kunne Nico (Hülkenberg, red.) og Kevin (Magnussen, red.) vinde løb.”

Interessant nok var det faktisk Steiner, der havde rollen som teknisk direktør hos Red Bull, inden Newey kom til.

Han besluttede sig for at forlade holdet tilbage i 2008. Han har selv forklaret, at det var forårsaget af uenighed mellem de to parter.

“Jeg blev uvenner med dem,” siger han med et grin, og fortsætter:

“Vi blev ikke uvenner. Vi var uenige om, hvordan vi skulle komme videre. Jeg havde en plan, og de var uenige, så vi gik hver til sit. Så simpelt er det.”

Newey skrev tidligere i år under på en ny kontrakt med Red Bull. Derfor vil et skifte til Haas ikke være sandsynligt i nærmeste fremtid.

mandag 29. januar 2024

fredag 19. januar 2024

torsdag 18. januar 2024