Holger Rune sikret godt udgangspunkt til French Open

Foto: Julian Finney/Getty Images

Holger Rune skal i denne uge tage hul på ATP-turneringen i Rom, som bliver hans sidste turnering forud for Grand Slam-turneringen French Open.

Danske Holger Rune ser ud til at få en overkommelig start på ATP Masters 1000-turneringen i Rom, der har navnet Internazionali BNL d’Italia.

I første runde kan han slappe af, da han ikke skal i aktion. Denne runde sidder han nemlig over på grund af sin seedning som nummer syv.

Når han træder ind i anden runde, lægger han ud med en kamp mod en kvalifikationsspiller.

Det står klart efter mandagens lodtrækning, hvor det også blev offentliggjort, at han i en eventuel tredje runde kan se frem til at skulle spille mod enten 30.-seedede Miomir Kecmanovic, Fabio Fognini eller Andy Murray.

Tenniseksperten Peter Bastiansen mener, at der er tale om en overkommelig lodtrækning for den danske tennisstjerne, der for nylig fyldte 20 år.

“Helt overordnet virker det som en god og rimelig overkommelig lodtrækning for Rune. For mig at se er det vigtigste, at han får en kamp til at spille sig ind i turneringen på. Her synes jeg tidligere, han har haft lidt problemer med første kamp, og så bør en kval-spiller være til at overskue,” siger han til TV 2 Sport.

Han slår også fast, at han mener, at Rune kommer til at vinde mindst tre til fire kampe i Rom. Herunder kan du se, hvordan Runes vej til finalen kommer til at se ud, hvis seedningerne holder stik:

1. runde: Oversidder
2. runde: Kvalifikationsspiller (Ikke afgjort hvem endnu)
3. runde: Miomir Kecmanovic (30)
4. runde: Félix Auger-Aliassime (10)
5. runde (kvartfinale): Novak Djokovic (1)
6. runde (semifinale): Casper Ruud (4)
7. runde (finale): Carlos Alcaraz (2)

mandag 29. januar 2024

fredag 19. januar 2024

torsdag 18. januar 2024