gettyimages 1500013094

Holger Runes kontroversielle opfordring til at ændre tennis-regler møder kritik

Tennisjul. 07 2023, 16:40
Holger Rune er blevet mødt af kritik fra tennisfans verden over, efter at have opfordret til at ændre på reglerne.
Den 20-årige danske tennisstjerne fik en god start på dette års Wimbledon, da han besejrede George Loffhagen i første runde med cifrene 7-6(4), 6-3 og 6-2.
Han vandt sit første sæt i en tiebreak tirsdag i denne uge. Han måtte dog vente til onsdag, inden han kunne hive sejren helt hjem, fordi kampen blev afbrudt på grund af regn.
Holger Rune spillede en rigtig god kamp, hvorfor det ikke er hans præstation på banen, som han har fået kritik for. Derimod var det hans udtalelser efter kampen, der vakte opsigt og skabte vrede blandt fans af sporten.
På et pressemøde efter kampen, blev han spurgt, hvad han ville ændre ved sporten, hvis han fik chancen. Her forklarede han, at han ville fjerne deuce-systemet og fjerne fordelen, så man på denne måde kunne forkorte kampene.
"Ingen fordel på 40 overhovedet. Det vil gøre det mere interessant for fansene, tror jeg. Det vil give flere spændende point. Det vil også forkorte kampene, hvilket også er bedre for fansene. Det vil gøre det mere intenst," sagde han ifølge Tennisuptodate.com.
På det sociale medie Twitter er der mange, der har givet udtryk for, at de bestemt ikke er begejstrede for Holger Runes forslag.
"Jeg bliver ved med at forsøge at kunne lide den her fyr, men han gør det så forbandet svært," skrev en bruger.
En anden anklagede ham for at ville ændre på systemet, da det ville give ham en fordel på banen.
"En dreng, der kæmper med træthed, vil gerne spille færre point. Nyhederne kl. 10," skrev en anden bruger.
Mest læste