Lørdag skal Holger Rune igen i aktion i Rom. Denne gang venter norske Casper Ruud i turneringens semifinale. Når Holger Rune træder ind på banen lørdag, for at spille sin semifinale i Masters 1000-turneringen i Rom, bliver det mod en gammel kending.
Den danske stjerne kommer nemlig til at spille mod norske Casper Ruud, som han har lidt af en fortid med.
Nu har det dog vist sig, at der er en risiko for, at kampen må udskydes. Hvis vejret ikke arter sig, som det gerne skal, kan det resultere i en udskydelse af kampen.
Ifølge Ekstra Bladet viser vejrudsigten, at der er en risiko for regn og byger hele lørdag. Viser dette sig at holde stik, kan det få store konsekvenser for den kommende kamp.
"Der ligger et lavtryk lige syd/sydvest for Sicilien, som bevæger sig nordpå. Der forventes regn i stort set hele Italien," siger Martin Lindberg, vagthavende meteorolog hos DMI, til Ekstra Bladet.
Selvom der er en risiko for regn, er det svært at spå om mængden af det. Ligeledes er det også svært at vide, hvornår uvejret lægger vejen forbi Foro Italico, hvor kampen bliver spillet.
"Det kommer i byger. Men om der kommer 10, 20, 30 eller 40 millimeter, kan man ikke sige. Man kan heller ikke sige, præcis hvornår det kommer," fortsætter Martin Lindberg.
Han slår også fast, at der primært vil være tale om byger. Derfor er det meget usikkert, hvornår og hvor det rammer.
Ydermere lyder det også, at der ikke er udsigt til rigtig store mængder vand. Derfor er det ikke utænkeligt, at der kan spilles, selvom vandet drypper ned fra himlen.