Tennisstjerne trækker sig fra Wimbledon

Foto: Shaun Botterill/Getty Images

Allerede inden første runde af Wimbledon er spillet, har den første stjerne trukket sig. Nick Kyrgios er nemlig ikke i stand til at spille turneringen.

Den australske tennisspiller Nick Kyrgios har trukket sig fra Wimbledon. Den kontroversielle stjerne har pådraget sig en skade i håndleddet, som han ikke er blevet helt fri for.

Sidste år formåede han at spille sig frem til Wimbledon-finalen. Det blev dog ikke til en samlet sejr, da Novak Djokovic viste sig at være for svær en modstander.

“Jeg er virkelig ked af, at jeg er nødt til at trække mig fra Wimbledon i år,” skriver han på det sociale medie Instagram ifølge Ritzau.

Han fortæller også, at det er hans håndled, der volder ham problemer. Tilsyneladende kom han til skade med håndleddet, da han forberedte sig til at spille en turnering på Mallorca i sidste uge.

På forhånd har der været stor tvivl om, hvorvidt Kyrgios ville blive klar til at spille Wimbledon.

Det skyldes, at han har siddet ude det meste af denne sæson, efter at være blevet opereret i knæet. Derfor har han kun spillet en enkelt kamp i år.

“Jeg prøvede så hårdt, jeg kunne, på at blive klar efter min operation. Og på at kunne blive klar til at træde op på scenen til Wimbledon igen. Under mit comeback oplevede jeg noget smerte i mit håndled under Mallorca,” skriver han.

“Af forsigtighed fik jeg den skannet, og resultatet viste et overrevet ledbånd i mit håndled. Jeg prøvede alt for at være i stand til at spille, og jeg er skuffet over at måtte sige, at jeg bare ikke havde nok tid til at klare det før Wimbledon.”

“Jeg kommer tilbage, og som altid sætter jeg pris på støtten fra mine fans,” runder han af.

mandag 29. januar 2024

fredag 19. januar 2024

torsdag 18. januar 2024