Når grænserne mellem privatliv og professionel sport udviskes, bliver det pludselig svært at afgøre, hvem der bestemmer hvad.
Michael "Kyllingen" Rasmussen har kastet benzin på bålet i den diskussion, der begyndte med et interview i Politiken med Trine Vingegaard.
Her gav hun udtryk for, at husbonden
Jonas Vingegaard bliver presset for hårdt og har brug for mere ro.
Hun mener, at det går ud over både præstation og familieliv, når sæsonen fyldes med rejseaktivitet og højdetræningslejre.
Rasmussen mener imidlertid, at Trine skal blande sig uden om.
- Hun skal bare holde sig fuldstændig ud af den der snak om at lave taktik for cykelholdet. Det bringer Jonas i en ualmindelig dårlig situation her midt under
Tour de France, lød det fra Kyllingen på Viaplay Sport News.
Kritik af både indhold og timing
Rasmussen reagerer skarpt på både indholdet i Trine Vingegaards interview og det faktum, at hun overhovedet har udtalt sig på dette tidspunkt.
Han kalder det "utrolig amatøragtigt", at Jonas Vingegaard angiveligt ikke kendte til udtalelserne på forhånd, og mener at tingene burde være koordineret bedre på hjemmefronten.
Han hæfter sig især ved kritikken af holdets strategi og brugen af ryttere som Wout van Aert, som Trine mener kan tage fokus fra Jonas' Tour-ambitioner.
Rasmussen finder kritikken urimelig:
- Jonas har jo vist, at han kan vinde Touren med den taktik. Det ene år, hvor han vandt, tog van Aert tre etapesejre og var helt afgørende i bjergetaperne.
Trine Vingegaard fungerer også som sin mands manager, og hun påpegede i Politiken, at det ikke kun handler om taktik, men om hele livssituationen:
- Det er en vild livsstil med børn, og jeg frygter, at han brænder lyset i begge ender.
Grænser for familie og professionalisme
Rasmussen mener, at det er helt skævt, hvis et cykelholds strategi skal tilpasses rytternes privatliv i det omfang, Trine lægger op til.
Han fremhæver, at Jonas tværtimod har fået særlige hensyn såsom fri fra højdetræningslejr samt ekstra barsel.
At familien under Tour-forberedelserne skulle have brugt tid på at samle køkken og renovere, ser han som et eksempel på en fejlagtig prioritering.
- Det er vanvittigt at komme med den slags argumenter, siger han og tilføjer, at det sender et signal til konkurrenterne om, at Vingegaard ikke kan klare det samme som andre.
I hans optik må man som Tour-favorit være 100 procent dedikeret til løbet, og det gælder også i forhold til den nærmeste familie.