gettyimages 1243518507

DBU-formand: Dette er nødvendigt i forandret verden

Fodboldjun. 09 2023, 14:55
DBU-formand Jesper Møller er blevet beskyldt for at gemme sig, men det mener han ikke selv, at han gør.
I anledning af, at Jesper Møller fylder 60 år, har han inviteret indenfor i hovedkvarteret på DBU Allé i Brøndby. Her har de fremmødte journalister fået mulighed for at stille formanden spørgsmål.
Den garvede nordjyde blev for ni år siden valgt til formand i DBU. Dengang slog han fast, at han havde i sinde at være både 'åben og tilgængelig'.
Til tider har det dog været svært at få øje på dette, da han har forholdt sig tavs, når debatten har raset for fulde omdrejninger.
Faktisk er der flere, der har givet ham kritik for at gå i skjul, fordi de ikke kan få kontakt til ham. Det er blandt andet journalister og medier, der har kritiseret ham for dette, da de har ønsket at få hans mening om en bestemt sag.
Det er dog ikke et billede, som Jesper Møller selv kan genkende. Derimod mener han, at han er lige så åben og tilgængelig, som han var i 2014.
"Fuldstændig. Sådan er jeg som person. Men verden har ændret sig, især på de sociale medier. Så i et eller andet omfang, har jeg fået et filter på," udtalte han ifølge Ritzau.
"Det filter har jeg ikke, når jeg er hjemme i Aalborg. Men i dag skal man være påpasselig, når man er formand i DBU, og jeg tror, at det gælder i alle forbund i dansk idræt."
Dette har medført, at man i DBU har lavet klare aftaler om, hvem der udtaler sig om hvad. Derfor vil der være forskel på, om det er ham, landstræner Kasper Hjulmand eller en helt tredje, der skal på banen.
Jesper Møller gjorde dog meget ud af at understrege, at han ikke er gået i 'flyverskjul'. Det er han ellers blevet kritiseret for ved flere lejligheder.
Mest læste