Arsenal har været nødt til at suspendere salget af deres nye hjemmebanetrøjer, da Adidas har lavet en designfejl. I skrivende stund er det ikke muligt at købe den autentiske version af Arsenals hjemmebanetrøjer. Det skyldes, at Adidas har indrømmet at have begået en fejl i produktionen.
Arsenals rekord fra deres ubesejrede sæson i 2003/04, er blevet trykt på trøjen. Fans har dog efterfølgende opdaget, at kun 32 ud af 38 resultater er blevet inkluderet.
Dette har betydet, at Adidas har tilbudt alle købere deres penge tilbage. Derudover har de også undskyldt overfor både klubben og deres fans.
I de første par dage, hvor trøjerne var til salg, var den nye hjemmebanetrøje den bedst sælgende. Den 'ikke-autentiske' version, som er en kende billigere, er ikke omfattet at dette problem. Det skyldes, at den slet ikke byder på resultaterne fra 2003/04-sæsonen.
"Vores '2023-24 Arsenal Home Authentic Jerseys' er midlertidigt utilgængelige, mens en designfejl bliver rettet," lyder det fra Adidas.
"Vi arbejder tæt sammen med klubben og vores partnere for at sikre, at nye trøjer er tilgængelige så hurtigt som muligt. Vi tilbyder fuld refusion til fans, der allerede har købt en."
"Denne designfejl lever ikke op til de standarder, vi sætter for os selv som brand. Vi undskylder over for klubben og dens fans. Fanversionen af hjemmebanetrøjen er ikke omfattet og er tilgængelig nu."
Den autentiske version af trøjen er den samme, som spillerne har på under deres kampe. Ønsker man at købe en sådan trøje, bliver man dog nødt til at vente, indtil fejlen er blevet rettet fra Adidas' side.
Arsenals partnerskab med Adidas begyndte i starten af 2019/20-sæsonen, og blev sidste år forlænget til 2030.