Mads Pedersen overraskede ved at stille op i enkeltstarten til DM, og endte med at tage sejren for første gang i karrieren.
Mads Pedersen fra Lidl-Trek er ny danmarksmester i enkeltstart efter en stærk præstation ved DM i Aalborg fredag aften.
Det er første gang, at den tidligere verdensmester i linjeløb vinder denne disciplin ved de danske mesterskaber.
Pedersen havde oprindeligt ikke planlagt at deltage i enkeltstarten, men valgte få dage inden løbet alligevel at stille op.
Beslutningen viste sig at være en succes.
På den 41 kilometer lange rute havde han bedste mellemtid hele vejen rundt og formåede at holde føringen trods hårdt pres fra konkurrenterne.
Niklas Larsen tæt på guldet
Tættest på Pedersen var
Niklas Larsen fra BHS-PL Beton Bornholm.
Larsen leverede en stærk præstation og pressede Pedersen særligt på den afsluttende strækning med medvind.
Det var dog ikke nok til at tage sejren, og Pedersen udbyggede faktisk sin føring på de sidste kilometer og vandt med lidt over 25 sekunder ned til Larsen.
Efter løbet udtrykte Larsen overraskelse over sin egen indsats:
- Jeg synes faktisk, at min snitfart var lidt lav i forhold til, hvad jeg regnede med, der skulle til for at vinde.
- Jeg havde egentlig gået efter ikke at få tider derude, og så fandt jeg først ud af det, da jeg kom i mål. Jeg var lidt chok i over, at det faktisk var så godt, sagde han.
Han roste også vinderen:
- Det viser bare, at Mads Pedersen er en af verdens bedste. Det beviser han bare igen i dag. Det er stærkt.
Pedersen var også selv overrasket
Bronzemedaljen gik til Kasper Asgreen fra EF Education-Easypost, der med en lille margin slog Mads Pedersens unge holdkammerat Albert Withen Philipsen.
På femtepladsen sluttede Johan Price-Pejtersen, der tidligere på ugen mistede sidste års DM-titel, efter at UCI fastholdt en diskvalifikation for kørsel på fortovet.
Pedersen var tydeligt tilfreds efter sejren:
- Det var det, jeg håbede ved at stille til start. Nu kan jeg også ticke den af, så behøver jeg ikke at komme tilbage igen, sagde han.
Han anerkendte samtidig, at sejren kom som en overraskelse for ham selv:
- Det er måske et af de cykelløb, som jeg aldrig havde regnet med, at jeg skulle vinde, og nu får jeg lov til at prøve at køre i Dannebrog på enkeltstarten også. Det er jeg stolt over.
På søndag venter linjeløbet ved DM, og med fredagens sejr fremstår Mads Pedersen som en af favoritterne.