gettyimages 1258219205

Formel 1-stjerne røvet for anden gang på kort tid

Formel 1jun. 30 2023, 11:55
Lando Norris har igen mistet ejendele, da han har haft indbrud i en lejet villa i Marbella.
McLaren-kører Lando Norris besluttede sig for at tage en kort ferie i Marbella, inden det er tid til at køre Østrigs Grand Prix i denne weekend.
Her besluttede han at leje en villa sammen med en gruppe venner. Den ene aften var gruppen ude at spise middag på en restaurant. Mens de befandt sig på restauranten, var der indbrud i villaen, hvor der blev stjålet flere dyre ting.
"Vi var ude at spise, og vi havde indbrud i vores villa. En blanding af mange ting blev stjålet," sagde han til PA.
"Nogle var dyre, og nogle var ikke så dyre. Det er stadig en igangværende sag, så jeg kan ikke sige for meget."
Blandt de øvrige beboere i villaen, var influencer Jennie Dimova. Hun har også meldt ud om sagen, og er kommet nærmere ind på, hvad der er blevet stjålet fra villaen.
"Der har været indbrud i vores villa," skrev hun i et opslag på de sociale medier.
"Alt hvad jeg nogensinde har ejet... Mit tøj, mine sko, mine tasker, mine smykker. Alt er blevet taget. Og jeg står tilbage med bogstaveligt talt intet."
Norris har tidligere været udsat for berigelseskriminalitet. Det skete, da han forlod Wembley Stadium, hvor han havde overværet EM-finalen i 2020.
Her havde han sit dyre Richard Mille-ur om håndleddet, hvilket blev stjålet. Uret havde en værdi af omtrent 144.000 pund.
McLaren-køreren blev overfaldet af to mænd, hvoraf den ene holdt ham fast. Man har endnu ikke fundet de to skyldige mænd. Ligeledes er det heller ikke lykkedes at finde frem til det forsvundne ur.
Mest læste