shutterstock 2249468981

Toto Wolff bekræfter at Mercedes' værste mareridt er en realitet

Formel 1aug. 01 2023, 9:00
Toto Wolff var ikke tilfreds efter Belgiens Grand Prix, hvor Mercedes igen gik glip af vigtige point.
Mercedes-teamchef Toto Wolff har malet et dystert billede for holdets fremtid. De har netop taget hul på deres sommerferie, efter et skuffende grandprix i Belgien.
Lewis Hamilton kørte sig til en 4.-plads, mens holdkammeraten George Russell måtte nøjes med en 6.-plads. Holdet formåede dog at hente tre point i lørdagens sprintløb.
Søndag blev Mercedes slået af Ferrari, på trods af den seneste tids opgraderinger på deres W14. Og efterfølgende er det kommet frem, at en gammel fjende er vendt tilbage.
"Jeg har kigget på dataen og har talt med kørerne. Den primære begrænsende faktor i dag og i går var, at bilen hopper," siger Wolff ifølge Total Motorsport.
"Bilen hopper bogstaveligt talt på enhver bane, og vi er nødt til at finde en løsning på det."
"Selv Blanchimont var et sving, hvor Lewis var nødt til at løfte, hvilket ellers er ret fladt. Og de hopper på de lige strækninger. De overopheder dækkene, når de bremser, så det er en ond cirkel. Det var den primære begrænsende faktor denne weekend."
"Det er frustrerende at gå på ferie på denne måde. Men i morgen og i overmorgen vil vi se nærmere på dataene."
Formel 1 har taget hul på en fire uger lang sommerpause. I denne periode er alle hold pålagt at lukke deres faciliteter i 14 dage. Derfor har Mercedes to uger til at finde en løsning på, hvorfor deres bil hopper så meget.
Det var også et problem, som de kæmpede rigtig meget med i sidste sæson. Tilsyneladende fik de elimineret det med deres W14, men nu er det store problem vendt tilbage igen.
Mest læste