Kæmpe Superliga-profil på vej væk: Så meget vil han koste

Foto: Jan Christensen / FrontzoneSport via Getty Images

Der er en klar forventning om, at AGF må vinke farvel til Yann Bisseck denne sommer. Han har nemlig en frikøbsklausul i sin kontrakt.

22-årige Yann Bisseck gik rundt på banen med et stort smil, da han og resten af AGF-truppen fejrede deres bronzemedaljer.

Og det havde han god grund til at gøre. Den tyske forsvarsspiller har nemlig en stor andel i, at den aarhusianske klub sikrede sig en tredjeplads i Superligaen.

I løbet af denne sæson har han udviklet sig til at være en af de bedste i ligaen på sin position. Det betyder, at han har vokset sig ud af den danske topliga.

Hvad der kan bane vejen for et skifte til en større klub i udlandet, er den frikøbsklausul, der er indskrevet i kontrakten. Bliver denne udløst, kan AGF intet stille op.

Ifølge Ekstra Bladet fremgår det af klausulen, at han skal sælges for syv millioner euro, hvis en klub fra Bundesligaen køber ham. Det svarer til omtrent 52,5 millioner kroner.

Viser det sig derimod, at køberen bliver en klub, der har hjemme i Premier League, er prisen en kende højere.

Bisseck har været kædet sammen med flere klubber på det seneste. Blandt andet havde Frankfurt et godt øje til ham i vinterens transfervindue. Det tyder dog på, at der bliver mere rift om ham denne sommer.

Det har medført, at AGF’s direktør, Jacob Nielsen, har set i øjnene, at et salg af Bisseck ikke kan undgås.

“Nu er der et kæmpe arbejde i at komme styrket ud ad transfervinduet, hvor vi mister i hvert fald én profil, fordi han har en klausul i sin kontrakt,” siger han til Ekstra Bladet.

Bisseck blev hentet i FC Köln på en lejekontrakt. Efter et halvt år i klubben, blev han købt permanent for 5 millioner kroner. Derfor står AGF til at tjene en enorm sum penge på den unge tysker.

mandag 29. januar 2024

fredag 19. januar 2024

torsdag 18. januar 2024