Manchester United-stjerne ude resten af sæsonen

Foto: Catherine Ivill/Getty Images

Manchester United må klare sig uden en af deres store stjerner, da en slem skade holder ham ude resten af sæsonen.

Lisandro Martinez kommer ikke i aktion igen i denne sæson, da han har pådraget sig et brud på en knogle i foden. Derfor må Erik ten Hag og co. klare sig uden ram resten af denne sæson.

Den 25-årige forsvarer pådrog sig den slemme skade i De Røde Djævles seneste kamp, hvor de tørnede sammen med Sevilla i Europa League torsdag aften.

Ten Hags tropper måtte klare sig med ti mand på banen, da Martinez måtte hjælpes fra banen i det 86. minut, hvor United var foran med 2-1. Kampen endte dog 2-2, da Harry Maguire fik sendt et uheldigt hovedstød ind i eget net.

Det er dog ikke blot Martinez, der har pådraget sig en skade. Det samme er tilfældet for hans makker i forsvaret, Raphael Varane. Hans skade er dog ikke nær så alvorlig, hvorfor det forventes, at han kun vil være ude i et par uger.

“Alle i Manchester United sender Lisandro og Rapha vores bedste ønsker om en hurtig bedring,” har den engelske klub meldt ud.

Martinez blev hjulpet af banen af to af sine holdkammerater fra det argentinske landshold, Gonzalo Montiel og Marcos Acuna, der begge spiller for Sevilla.

Da han var blevet fragtet ud af banen, blev han lagt på en båre, hvorefter han blev båret væk, så han kunne få behandling.

Martinez blev hentet til United fra Ajax i juli sidste år i en handel, der havde en værdi på op til 57 millioner pund. Han har været en af de klare favoritter under Erik ten Hag, og har derfor spillet med i 27 af Uniteds kampe i Premier League i denne sæson.

mandag 29. januar 2024

fredag 19. januar 2024

torsdag 18. januar 2024